Buskrydning – Rydning af vores mange snebærsbuske. Jeg er simpelthen så træt af vores snebærsbuske. De er ikke blevet beskåret gennem tiden, så de er vokset høje og meget grimme.
De har ikke blade fra jorden og op i en meters højde, men kun i toppen hvor der også er bær. Desuden vokser sengræset op i mellem dem og det ser herrens ud.
Før
Hjørnet jeg har ryddet nu så ud som overstående inden jeg gik amok med at klippe dem ned. Som man kan se er det ikke særlig pænt ej heller om sommeren hvor de er grønne.
Det tog mig et par timer at klippe dem ned og få lagt grenene i en stak.
Undervejs
Det blev til en pæn stak med grene, plus den døde stamme jeg fik hevet op af jorden. Den stod også inde midt i det hele. Da haven ikke har været vedligeholdt dukker der døde stammer op hist og her, eller døde træer som skal væk.
Efter
Det pyntede jo unægtelig på det at få dem klippet helt ned. Nu har jeg så bare et stykke meget åben have. Jeg har dog fået lovning på min. 10 stk. liguster planter fra min far. Min far har for nogle år siden anlagt liguster hæk derhjemme, og i den forbindelse laver han aflækker eller hvad man skal kalde det. Så han har liguster planter i forskellige størrelse så jeg behøver ikke ligge ud med stiklinger til min hæk. Det er meget dejligt.
Jeg har grundet sygdom, køretimer, en tur til sjælland og træls vejr endnu ikke fået gravet snebærsbuskene op, altså deres rødder men det skal jeg have gjort.
Fremtidens planer
Jeg vil plante liguster aller yderst imod naboen så jeg kan få lukket have af fra den side, hendes udhus er ikke særlig pænt. Desuden er jeg/vi den type som gerne vil kunne være helt i fred i haven. Så den må meget gerne være privat og lukket af.
Så derfor skal der liguster langs den side, da liguster hurtigt bliver tæt og pæn.
Foran hækken er planen at jeg vil have blomsterbed. Jeg går og rumler med ideen om at grave det hele op og lægge ukrudtsdug ud, hvor efter at lave huller i den der hvor jeg vil plante blomsterne. Og så dækker til sidst med træflis. Eller også droppe ukrudtsduen og lægge træflis. Jeg skal have undersøgt det lidt nærmere hvad der er bedst. For selvom jeg elsker haven må jeg indse at jeg får aldrig tiden til at rende rundt og fjerne ukrudt hele tiden. Hverken nu eller efter sommeren hvor jeg starter på studie igen. Man skal erkende sine mangler og formåen og det er så det jeg gør og vil indrette haven efter det. Ellers gror det bare til igen, og det vil være mega øv.
1 Comment