Ja det lyder dramatisk, og for mig var det også dramatisk. Jeg gennemlevede mit livs største mareridt fra torsdag middag kl. 12 ca og til kl. 1.00 natten til fredag. Det vil sige ca. 12 timer.
Herover ses min elskede Mulle
Min elskede kat Mulle, som har fulgt mig gennem tykt og tyndt i lidt over 11 år formåede at komme ud af et vindue i huset onsdag omkring kl. 24 men vi opdagede det først torsdag omkring kl. 12 da vi undrede os over ikke at have set hende siden aftnen i forvejen og hun ikke kom frem da der blev givet vådfoder til Mivser og hende, noget hun ellers altid gør.
Vi endevendte hele huset mindst 10 gange, og vi brugte hele dagen på at søge byen igennem flere gange, kalde rundt i hele byen og på grunden men intet spor af hende.
Jeg tror aldrig jeg har grædt så meget i hele mit liv, det kan simpelthen ikke beskrives. Hun har været min tro følgesvend de sidste 11 år, og jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre hvis hun pludselig var væk.
Vi har et utroligt specielt bånd hende og jeg, hun er utrolig morsyg og elsker mig over alt på jorden (hvilket er gensidigt). Jeg ved godt jeg ville kunne få en ny kat, og få et godt bånd med den, men det ville bare ikke være det samme. Jeg elsker også min anden kat Mivser utrolig højt, men vi har ikke samme tætte bånd som Mulle og jeg.
Jeg brugte som sagt hele dagen på at lede, og kalde på hende. I aftes lige før kl. 1 sad vi og fik en kop kaffe og snakkede lidt søster og jeg. Og jeg gik ud for at gøre endnu et forsøge og kalde på hende i haven mv. da jeg åbnede vores yderdør var hun lige uden for, men løbe ud i indkørslen ved skraldespanden. Jeg satte mig på hug og kaldte på hende og forsøgte at overtale hende til at komme til mig. Men hun var utrolig skræmt og gik lidt længere væk. Jeg valgte at gå imod hende halv i hug mens jeg talte beroligende til hende og nævnte hendes navn mange gange. Jeg fik lov til at komme helt tæt på hende, og jeg fik fat i hende, og så var det ellers bare ind med hende.
Hun var ret skræmt til en start men i løbet af en ½ time så var hun tilbage til normal igen, og har sovet trygt og godt i min seng hele natten.
Billedet er fra i nat da vi gik i seng.
Nu må vi så afvente og se om hun er blevet parret, hun var nemlig i løbetid da hun stak af.. Og der er ikke så meget at gøre udover at vente og se…
Hovedsagen er hun er hjemme igen.
Jeg glemmer det aldrig, det føltes som et mareridt jeg bare ikke kunne vågne af og det kan ikke beskrive hvordan det føltes da hun var i mine arme igen.
Christina (som nu vil nyde dagen sammen med min elskede Mulle)
