Hverdagen

Så er jeg ikke bare underlig..

Jeg har lige læst min første ebog (ja det lyder dumt). Det var en bog som min søster læste først og anmeldte. Jeg delte anmeldelsen af bogen på bloggen her tidligere i dag.

Den handler om at være introvert. Et begreb jeg først i år har stiftet bekendtskab med, men som jeg egentligt synes passede helt på mig, men så dog alligevel.

Jeg har lige så længe jeg kan husket følt mig anderledes i forhold til andre mennesker, social set mv. Jeg har aldrig formået og få særlig mange venner, og har egentligt altid “bare” tilskrevet det at jeg er blevet et meget indelukket menneske fordi jeg gennem min skoletid og op gennem starten af mit voksne liv (og nok til dels stadig i marsvine sammenhæng) blev mobbet af dem omkring mig.

Jeg har aldrig kunnet gennemskue hvorfor valget blandt mine klassekammerater nogen sinde faldt på mig, hvorfor det lige netop var mig de skulle udse til at mobbe og være ondskabsfuld imod. Som barn var jeg ikke overvægtigt, jeg lå i teenage årene lidt over det normale, men ikke specielt meget.

Det eneste jeg har kunnet forestille mig var grundene var:

  1. At flere af mine klassekammerater gik i børnehave sammen inden vi startede i skole, mens jeg ikke gik i børnehave
  2. At jeg modsat rigtig mange af mine klassekammerater ikke have mærketøj mv. da pengene var små i mit hjem

Men alligevel har jeg ikke kunnet få det til at passe.

Det skal ikke være en hemmelighed at jeg som barn op gennem folkeskolen havde mange problemer på det personlige plan og følte mig totalt Palle alene i verden med dem.

Skolen lukkede øjnene for hvad der foregik, man forsøgte at tie den ellers meget tydelige mobning ihjel og lade som om den ikke skete. Og mine forældre har nok for så vidt godt vist der var noget galt når jeg ringede hjem fra skole og pludselig havde ondt i maven eller lign. og bad om lov til at tage hjem eller blive hentet. Men der blev ikke gravet i det eller taget en snak om det. (det skal ikke forståes som jeg bebrejder mine forældre noget i den retning)

Men bottomline er at jeg altid har følt jeg har været alene, og jeg har aldrig haft nogle tæt på mig stort set.

I mit voksne liv er det ikke blevet så meget bedre, eller jo måske nok. Men på nogle punkter er det ikke.

Jeg elsker dyr, og jeg tror egentligt det at jeg elsker dyr er fordi jeg bare kan bedre med dyr end med mennesker. Dyr er ikke ude på at såre dig, og er egentligt ligeglad med om du er tyk eller tynd, har make up på eller ej.

Dyrene betyder alt for mig, på ligefod med min søster. Derefter kommer resten af familien (far, mor, mormor), og hvad der kommer derefter er nok alt/alle andre.

Det kan være svært for andre, selv min nære familie som f.eks min far at forstå hvorfor jeg ikke bare kan skære ned fra 50 marsvin og nøjes med 5 (eller i hvertfald mange mindre end 50) han forstå det simpelthen ikke, og kommer nogle gange med kommentare omkring bur antallet eller dyre antallet. Ikke i en ond mening, han vil mig det jo godt, han forstår det bare ikke. Han forstår ikke hvorfor jeg vil være bundet af 50 marsvin, hvorfor jeg vil have dem over det hele, hvorfor det er jeg har brug for dem.

Det er der ikke noget ondt i, men han forstår det bare ikke, og sådan har min mor og mormor det nok også. Mormor har nok bare opgivet og kommenter på det og slået sig til tåls med at jeg må være små skør.

Selvom dyrene og det at have marsvin på det her “plan” er godt for mig, så medføre det også nogle nederlag og nogle gange faktisk en omgang voksen mobning. For selvom sammenholdet i klubben, og opdrætterne i mellem kan være rigtig godt så er der også sladder i krogene, og folk ed modbydelige løgne som er tilsvarende mobningen i folkeskolen.

Mobningen i folkeskolen er den dag i dag lettere for mig at forholde mig til end den voksen mobning der sker sporadisk den dag i dag. Nok fordi jeg bedre kan “forstå” den og så alligevel ikke. Voksen mobningen her i dag, der står jeg clueless over for hvorfor.

Nogle gange når jeg får smidt i hovedet at jeg f.eks er arrogant så tænker jeg: ” hvordan pokker kan man komme frem til det”

Jeg finder aldrig svaret, for ofte kommer det i forbindelse med jeg forsøger og forklare folk noget, og enten ikke formår at formulere mig så folk forstår jeg mener det uden at være arrogant eller fordi jeg ikke bliver hørt i det jeg skriver og så påpeger at jeg ved godt hvad jeg taler om, f.eks at jeg er udannet inden for det eller lign. så bliver det pludselig opfattet som at jeg er arrogant. Det er jo et “slagsmål” man ikke kan vinde, enten bliver man ikke hørt og anset for at jeg har noget og have mine udtalelser i eller også så er jeg arrogant.

Nogle gange tænker jeg også når jeg høre eller læser noget på nettet hvor jeg bliver svinet til i, hvordan pokker er det rygte eller den løgn opstået. For jeg sidder ofte og kan intet genkende af det der er i omløb eller bliver påstået.

Og jeg tænker bare WOW hvordan kom vi fra den version af hændelsen jeg har til den der bliver beskrevet.

Jeg fik en gang at vide at jeg bare var høj i hatten bag skærmen men i virkeligheden så turde jeg alligevel ikke noget, jeg skulle angiveligt havde rent ind i personen på en udstilling og så ikke have villet se personen i øjnene men kigget i gulvet i stedet. Og jeg var bare sådan whaaaaat ??  da jeg læste det og begyndte og afspille de udstillinger jeg kunne huske i hovedet for at tjekke om jeg nu var rendt ind i personen og jeg har absolut ingen erindring om at have mødt personen på det tidspunkt…

For nylig blev jeg beskyldt for at have behandlet nogen ubehøvlet i forbindelse med vedkommende købte 2 marsvin hos mig og efter 18 dage skrev at personen ikke synes de ville blive tamme hvor jeg forklarede det tog lidt tid og man skulle prøve med tålmodighed osv. Men at blev det ikke bedre kunne de komme retur. Ca. 1 måned efter dyrene var flyttet skrev vedkommende og ville af med dem fordi de ikke blev tamme som vedkommende ville have. Jeg skrev jeg synes det manglede mere tid, men at dyrene da godt måtte komme retur.

Dyrene kom retur og vedkommende udtrykte overfor mig at den ikke have 4 timer om dagen og lægge i at gøre dyrene tamme og derfor ønskede vedkommende ikke dyrene.

Jeg tror derefter der gik et par dage så dumper en besked ind fra dennes mor om at jeg havde været ubehøvlet overfor dem fra start til slut i forbindelse med købet og tilbage levering mv.

Jeg sad bare og læste beskeden igen et par gange og tænkte whaaaat?? De var her over 1 time da de hentede dyrene, vi snakkede om dyrene, og meget mere. Og i forbindelse med tilbage levering af dyrene købte personen foder af mig og snakkede om at købe foder her fremadrettet.

Så jeg var absolut overrasket over den besked og kunne ikke genkende noget af det der blev skrevet.

Jeg valgte at bevare fatningen og skrev et langt velovervejet og velformuleret rolig svar til vedkommende over jeg ikke kunne genkende det der var skrevet, men at jeg mente vi nok desværre stod i en træls situation om at forventningerne til dyrene ikke matchede det køberen var gået ind til. Og det ville jeg tage op til overvejning fremadrettet for at undgå sådanne situationer fremadrettet.

Jeg har ikke hørt mere fra vedkommende siden da, men jeg kan kun undres over hvorfor man pludselig frembrygger en sådan historie ud af det blå.

Hvorfor man har brug for at give nogen skylden for noget, men jeg håber vedkommende fik det bedre at at lægge skylden over på mig, og heldigvis har jeg brede skuldre.

Nå, men det var egentligt introvert vi kom fra… Jeg har efter at have læst den omtalte bog fået mere indsigt i hvorfor jeg er som jeg er. Jeg er ikke underlig (eller jo nogen vil nok mene det) jeg er bare introvert.

Jeg har det svært med andre mennesker jeg ikke kender. Jeg er ikke god til small talk, jeg er akavet og ved ikke helt hvad jeg skal sige eller gøre af mig selv.

Jeg bliver udmattet af at bruge tid sammen med mange mennesker, f.eks en dag med marsvine udstilling og jeg har følelsen af jeg kan sove 4 døgn efter.

Jeg foretrækker få mennesker omkring mig ad gangen, jeg har kun 1 meget tæt ven og det er min søster, hun kender mig og ved stort set alt der foregår i mit liv (undtagen ting hun ikke må vide, f.eks forenings viden mv. )

Hun er i bund og grund min bedste ven mere end hun er min søster, uden hende var jeg lost.

Jeg vil gerne være social med andre, bla. på udstillinger, men jeg formår ikke af mig selv og gå over til andre og være med. Jeg formår ikke og spørge om jeg må være med.

Hvilket mange nok desværre tager som at jeg ikke ønsker at være med, at jeg har nok i mig selv (eller i min søster og jeg). Eller at jeg er arrogant og ikke mener andre er værdi af min tid.

Jeg har et eller andet sted lært at leve med at være social akavet, at ikke have venner, at blive misforstået alt for ofte, og være ret alene/ensom.

Det betyder ikke det er sjovt, eller et valg. Men jeg har lært at leve med det, fordi jeg ikke formår at ændre på det alene og jeg hen af vejen har opgivet at blive forstået og accepteret som jeg er.

Jeg har lært at der aldrig er nogen der kommer og prikker mig på skulderen og spørger hvordan har du det, og hvis de endelig gør og man svare jeg har det fint, så er der ingen der spørger er du helt sikker for du ser ikke sådan ud. For der er egentligt ikke nogen der bryder sig om virkelig at vide hvad der gemmer sig inde bagefter facaden.

I øjeblikket kæmper jeg en (for mig) hård kamp i forhold til mit foreningsliv (i kraft af de poster jeg har) med det at være introvert og dårlig til at formulere mig og derfor blive misforstået og komme i problemer. I øjeblikket er det på nippet til at ødelægge noget for mig, men det er en utrolig svær balance gang at være introvert i en ekstrovert verden/samfund og hvor en som er anderledes har det svært.

Jeg synes selv jeg har arbejdet på mine svagheder de sidste par år, og har lært at vælge mine kampe med omhu, tænke over det jeg skriver og ikke poste alt på facebook. Ligesom jeg har lært at tøjre mit temperament i større grad end før. Jeg er ikke perfekt og jeg er ikke fejlfri hvilket jeg altid har sagt jeg næppe ville blive, men alligevel føles det som om forventningerne til mig, at barren for hvor fejlfri jeg skal være bliver rykket højere og højere som tiden går og jeg pt. er ved at blive kvalt i det fordi jeg simpelthen ikke kan få røven med over barren og lande i madrassen på den anden siden af barren.

Det kvæler den lille smule selvtillid jeg gang på gang forsøger at få opbygget og må se knust den ene gang efter den anden, det efterlader mig med tåre gang på gang, og spørgsmålet om det virkelig er det værd at forsætte, for det virker umuligt at nå toppen af trappen når man hele tiden bliver sparket ned til bunden af trappen mens alle andre står ved toppen af trappen og griner af en.

Jeg forventer på ingen måde at folk skal klappe mig på ryggen og sige det var skide godt det der. Men lidt anderkendelse for at jeg nok ved lidt f.eks marsvin efter 13 år ville da være dejligt i ny og næ.

Lidt anderkendelse af at selvom jeg laver lidt fejl i ny og næ (hvilket burde være menneskeligt) så laver jeg faktisk også meget der er godt.

Så alt i alt så blev jeg klogere på mig selv og min introverte del ved at læse bogen, den kan klart anbefales.

Til sidst vil jeg fortælle lidt om min dag og sådan inden jeg lukker ned og finder i seng.

I dag var den ugentlige handle dag, vi kørte til byen og handlede ind til den næste uges tid, fik købt fodergulerødder til dyrene (og fik 2 sække gratis til køerne).

Udover det blev vi lige opdateret på nyeste ting i mors og fars liv, det plejer vi gerne den ene gang om ugen.

Og som altid var det en smadder hyggelig tur ind og handle mv.

Da vi kom hjem og fik sat vare på plads mv. så skulle der laves aftensmad, den stod på ris, sov, og chicken bleu. Det er altså en ok aftensmad.

Søster og jeg hyggede i aften foran tv’et det er jo serie onsdag med Bones og Special Victims Unit på tv3 og kanal 5. Så det er som altid hyggeligt.

Efter tv hyggen fik jeg opdateret vores formidlingshjemmeside med de sidste 9 dyr fra Norge. Vi er pt. på 32 marsvin i vores formidling som søger nyt hjem, så der er en del og holde styr på.

Om lidt vil jeg gå i seng, imorgen står den vist på støvsugning af huset, og muligvis gulvvask. Derudover så skal jeg lige have taget et par billeder af nogle marsvin og det er alt jeg lige har planlagt.
Så må jeg se hvad ellers jeg finder på imorgen.

Kan i sove godt derude.

Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *