Ja forandring fryder som en eller anden har udtalt.
Som nogle måske har bemærket så er jeg gået lidt amok i blog universet både på denne personlige blog, men også på min Sortfod’s Gnaverhjørne blog og har udover de 2 blogs også oprettet sider til begge blogs.
Det har bl.a. noget at gøre med hvad man lære omkring kommunikation og hvordan man når ud til folk. Her kunne jeg godt komme med en længere forklaring mv. i forhold til min uddannelse som multimediedesigner, men den vil jeg spare jer alle for.
Det at blogge hjælper også mig personlig både med at blive bedre til at skrive og forklare mig så andre forstår mig. En udfordring jeg kæmper meget med er jeg ofte får skrevet noget som folk ikke forstår eller misforstår hvilket så giver sure miner fra dem der læser det, og nogle gange får mig til at fremstå som en regulær sur dum kælling.
Det er noget som altid har været et problem, og som jeg forsat kæmper med, helt perfekt bliver det nok aldrig men det kan jo ihvertfald kun blive bedre. Jeg kan også mærke det trods alt er blevet bedre henover de sidste par år.
En anden ting det at skrive også hjælper mig med er at fange nogle af de stavefejl jeg har, jeg er lidt ordblind men ikke voldsom meget. Men nok til det kan ses på det jeg skriver. Nogle gange er det også dumme fejl fordi jeg ikke lige læser tingene igennem inden jeg tryk send/post, eller fordi min hjerne har en tendens til at tænke hurtigere end mine fede fingere kan nå og taste.
Desuden så hjælper det at blogge mig af med mange af de tanker som suser rundt i hovedet på mig, hvad end de er negative eller positive. Tankerne kan i perioder godt være meget negative fordi jeg har nogle nedture hvor jeg er ked af det, og nok også lidt små deprimeret.
Jeg kæmper hver dag med mine indre dæmoner som mange af dem stammer fra sociale problemer i skolen og efterfølgende. Mobning er noget som følger mobbe ofrene resten af livet, og det er ikke bare noget man kan lægge på hylden og sige det er fortid. Det vil altid følge en, og som “bivirkning” heraf også lavt selvværd.
Der skal ikke altid ret meget til at vælte læsset for mig, hvilket gør mig ked af det. Jeg er som følge heraf meget påpasselig med hvem jeg lukker ind bag skjoldet og hvem jeg stoler på.
Jeg vil rigtig gerne se det bedste i folk, og det gør ofte jeg får brændt nallerne. Jeg er meget introvert på mange punkter. Jeg føler mig let drænet for energi efter at have brug en eftermiddag eller lign. sammen med flere mennesker. Jeg holder meget af at være alene, eller sammen med min søster kun.
Jeg elsker dyr, mine dyr er mit liv. Jeg trives absolut bedst sammen med mine dyr, nok fordi de elsker en betingelses løst uanset om man er tyk, tynd, grim, pæn eller what so ever… Dyr sårene aldrig en, og de elsker dig bare uanset hvad.
Mange tager desværre det at jeg er introvert og har svært ved at lukke folk ind, som at jeg har nok i mig selv og ikke ønsker at være en del af alt uden for. De kunne ikke tage mere fejl, men jeg er ikke personen der kommer og spørger om jeg må være med, eller om vi skal lave noget. Inderst inde frygter jeg nok at jeg får svaret skrid du er ikke god nok, et svar jeg i bund og grund har hørt hele min skole tid og i mange andre sammenhænge siden da.
Jeg er træt af altid og blive misforstået, altid blive beskyldt for at have et negativt motiv til det jeg foretager mig, træt af at blive gået uden om, og træt af altid at stå alene mens andre hygger sig med hinanden og får venner…
Men jeg formår ikke at bryde ud af det, jeg formår ikke at få folk til at se bagom skjoldet og brølet, se at der egentligt bare står en skræmt mus som godt kunne bruge et kram og en ven.
Jeg kan godt mærke det at sidde og sætte ord på mine tanker og følelser i aften det rammer helt derinde hvor det gør ondt. Har måttet tørre øjnene et par gange. Men det er alligevel på en eller anden underlig måde dejligt at få det skrevet ned, sat ord på det, også selvom der givetvis ikke er en eneste der læser det.
Men jeg skriver det jo egentligt heller ikke for alle andre skal sidde og tænke gud hvor er det synd for hende, det er jo egentligt for mig selv jeg skriver det. Så skide være med om nogen læser det eller ej. Det hjælper mig og det er egentligt det at det handler om.
Jeg kommer til den næste tid og tænke lidt over hvad jeg vil fremadrettet på det personlige plan, om der er noget jeg har en stor interesse for og som jeg måske kunne dykke ned i. Noget udover dyrene altså.
Mere i retning af f.eks at øge mine kompetencer inden for f.eks webdesigns, grafik, eller fotografering et eller andet… Jeg skal bare lige finde det der lige er mig… (det var faktisk min søster som kom med det at mit problem egentligt er der ikke er noget som lige netop er mig og som jeg virkelig føler for)… ( ja hun siger nogle kloge ting ret ofte faktisk)…
Men jeg tror jeg vil slutte af for nu, det har været lidt af en følelses mæssig rutche tur i det her indlæg, og jeg fryser mine fødder nu, så det er vist på tide og finde i seng.
Christina
