Jeg føler mig følelsesmæssigt rundtosset, der sker en masse ting som giver anledning til reflektioner. Og da jeg ikke har alverden af mennesker jeg er tætte med og taler med om den slags så er det lettere at nedfælde dem på skrift og få sat ord på dem.
Jeg er et meget privat mennesker, jeg lader ikke folk komme tæt på mig og lader ikke folk komme ind under huden på mig.
Det kommer fra at være mobbe offer som barn/ung så det kan jeg bla. takke mine skole “kammerater” for. Som jeg plejer at sige børn kan være utrolig onde imod hinanden, og især imod dem som ikke passer ind.
Og jeg har nok altid været den der ikke passede ind, ikke at det retfærdiggøre de andres trang til at mobbe mig.
Jeg har gennem hele mit liv fået at vide at jeg aldrig var god nok og det har sat sine spor. Jeg kan ikke bare sige til mig selv du er god nok og der er folk kan li dig. Sådan fungere det desværre ikke.
De psykiske ar kan ikke viske væk, eller skjules de vil altid være en del af mig og en del af min bagage som jeg har med mig.
Det ville på mange områder være lettere hvis jeg havde en diagnose på klistre så folk kunne sige nåååå det er det hun fejler. Men det har jeg nu en gang ikke.
Men det ville nogle gange være lettere at undgå at blive misforstået af folk. Jeg bliver ofte misforstået fordi jeg er social akavet eller fordi jeg er direkte når jeg skriver til folk. Jeg pakker ikke ting ind i smileys eller pakker det jeg skriver ind. Jeg er en meget direkte person, og det medføre desværre ofte jeg bliver misforstået og mistolket.
Jeg ville ønske folk ville komme til mig og spørge mig hvad jeg mener eller hvorfor jeg skriver eller agere som jeg gør i stedet for at formode jeg er sur, og hård. Men det gør folk bare ikke, det virker lettere og mindre “farligt” åbenbart at går med sine frustrationer eller hvad det måtte være for sig selv eller dele det med andre og blive enige om hvor grumt et menneske jeg er.
Det giver så bare grobund for yderligere frustrationer hos mig, og gør mig egentligt mere ked af det. Jeg har eksempler på folk som kun kender mig ud fra hvad de har hørt har en opfattelse af mig, og den er ikke god. Ved disse mennesker får jeg jo aldrig en chance for at vise hvem jeg er, for de har allerede deres opfattelse af hvem jeg er og hvordan jeg er.
Ganske få har nogen form for ide om hvad jeg går og kæmper med i min hverdag, jeg har ikke generelt et behov for at dele mine problemer/udfordringer med andre især ikke nogle som ikke er helt tæt inde på mig.
Min hobby med marsvin gør jeg kan forholde mig til noget, dyrene giver mig noget men forvente ikke noget retur udover pleje, fodring osv. Det er dejlig ukompliceret, hvor mennesker altid forventer noget.
Noget for noget. Og min erfaring viser mig desværre gang på gang at folk du stoler på skal du vælge med omhu for lige pludselig når du tror du har en ven du kan stole på, så mærker du kniven i ryggen og det du har betroet/snakket med din ven om bliver brugt imod dig.
Og hvis ikke der er nok af det betroet stof der kan bruges så kan man enten altid opfinde noget eller komme med nogle spydige anklager som på mig føles som at kniven lige drejes langsomt rundt i såret og vrides lidt ekstra for at tilføre mig yderlig smerte.
Jeg er hård på mit ydre og laver ingen( eller få) ind, jeg er ikke så hård som man måske skulle tro. Men en hård ydre facade er det bedste forsvar for at undgå at blive såret at nogle trænger ind og gør mig ondt.
Det har taget mig et par timer at skrive det her blog indlæg, det har været svært at skulle sætte ord på mine forvirrede følelser pt. men det har givet mig luft lige nu og her. Om det forsætter… det må tiden vise..
Jeg vil slutte dette kaos af følelser og frustrationer…
