Hverdagen

Nogle gange er alt ikke som det ser ud….

Jeg blev for noget tid siden bekendt med at der var noget der hed introvert. Det var ikke et begreb jeg var bekendt med før trods det jeg altid har været indadvendt.

Jo mere jeg læser om emnet introvert, jo mere passer det på mig. Det er skræmmende pludselig at lære sig selv at kende på den måde.

Et par artikler om det er her:

http://higherperspective.com/2015/01/introverts.html?utm_source=HP

http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/hvordan-ved-man-om-man-er-saerligt-sensitiv

http://www.kristeligt-dagblad.dk/familieliv/2014-10-04/er-jeg-s%C3%A6rligt-sensitiv-eller-hvad

Jeg har siden folkeskole tiden været indadvendt og haft det svært socialt. Alt i alt stammer det nok fra en folkeskole tid hvor alle andre fandt det sjovt at mobbe mig. Og på mange områder var jeg nok et let “offer” fordi jeg altid har været anderledes og kom fra en anden opvækst end andre.

Jeg har aldrig fået nogen form for hjælp i forhold til at klare mobningen eller lign. den gang var der nok bare ikke så meget fokus på det, og hvordan der skader folk for resten af livet. Men det nytter jo ikke noget at krølle sig sammen og tude over det hele. Så alt i alt i sidste ende har jeg altid klaret mig, for der var jo ikke noget alternativ. Så det bedste forsvar blev et skjold der blev sat op overfor alle andre udefra kommende, og ingen fik lov til at komme når fordi jeg lidt for mange gange tog skjoldet ned og lod folk komme ind og så endte det med en kniv i ryggen og mig med sårede følelser.

På mange områder er det på samme måde i dag. Altid en skjold op, og selvom jeg på mange områder burde være blevet klogere så sker det stadig at skjoldet bliver taget ned og jeg lukker folk ind. Nogle få går det godt med i korte perioder og pludselig mærker jeg kniven i ryggen på mig, og jeg sidder tilbage og spørger hvorfor, hvad har jeg gjort dig ? Svaret udebliver altid og det samme gør undskyldningen.

Hver gang jeg har sænket skjoldet og er blevet stukket i ryggen og såret, så lover jeg mig selv at det var sidste gang jeg lukkede nogen ind, men kort tid efter kommer jeg frem til at jeg jo er nød til at lukke nogen ind hvis jeg skal forsøge at have et normalt fungerende liv og gerne vil have venner, og også gerne vil finde kærligheden og få en familie. Men for hver gang jeg ender med kniven ryggen bliver det lige en tand svære at lukke folk ind og have tiltro til at man er god nok og ikke fortjener kniven i ryggen.

Nogle gange bliver verden, omgivelserne, folkene omkring en bare for meget og havde jeg nogle tætte venner jeg kunne dele mine frustrationer med og bearbejde dem sammen med så ville jeg gøre det. Men da jeg ikke har dette så bliver facebook ofte brugt til at få disse frustrationer ud, og så sker det derefter at masser af de mennesker som er på min facebook venneliste straks står der og er klar med en dømmende kommentar, eller straks er klar med kommentarer over hvor forkert på den jeg er. Der er aldrig en eneste der rent faktisk lige læser det jeg skriver og sætter sig tænkende tilbage og tænker gad vide om der er noget galt hos Christina, gad vide om hun er ok eller der er noget galt. Som jeg sagde til en af de få der forstår mig forleden dag der er aldrig nogen der kommer til mig, og lægger hånden på skulderen af mig og spørger om jeg er ok.

Det er altid så let at antage jeg bare er sur mæglet og underlig i stedet for at tænke om der mon kunne være noget andet bag det.

Og det er så let og sige jeg måske skulle arbejde med mine dæmoner, men når man ikke kender dem så kan man umuligt forestille sig hvordan det er at være i mine sko, dag ud og dag ind.

Jeg gør det bedste, som jeg kan. Jeg klare mig med det jeg har, og det jeg kan. Mange dage er en kamp at komme igennem, og de dage hvor verden og folk viser sig fra den værste side er de sværeste at komme igennem. Og jeg er langt fra fejlfri, men jeg gør et forsøg også selvom min erfaring har vist mig der altid vil være folk der står klar til at finde mine fejl, klage over mine fejltrin, folk der vil forsøge at sætte mig i et dårligt lys, jeg har ikke et valg, enten må jeg overleve det og komme igennem det eller bukke under. Længere er det ikke…

Og i dag er så en af de hårde dage, og hele denne uge har været en hård en af den, og den er desværre ikke slut endnu….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.