Hverdagen

Et af de personlige…

Det er ved at være lang tid siden (lidt over 1 måned) jeg har blogget sidst. Det er ikke fordi der ikke er sket noget som er værd at fortælle om, men fordi der er sket en del ting. Så derfor kommer der et af de personlige.. indlæg den her gang.

Som en start

Som en start har der været 2 udstillinger hvor jeg har deltaget med mine marsvin på, hvoraf jeg var arrangør af den ene og den anden var på sjælland. Jeg har her i efteråret omkring oktober indsendt at jeg var fyldt op på udstillinger og marsvinearrangementer. Jeg har brug for en pause og derfor glæder det mig der ikke er flere udstilling for mig i år.

På have fronten

Have fronten er jo på sit laveste eller i hvertfald for mit vedkommende når jeg ikke orker at bruge tid på at riveblade over det hele. Jeg har ikke gjort det store udover at grave de planter op som ikke er vinter hårdfør. Jeg har også lagt lidt tulipanløg som skal komme op til foråret, men ellers ikke meget mere.

Min urtehave i højbedene står der stadig. Nogle af krydderurterne tror jeg ikke kommer igen til næste år, men så må jeg sætte nogle nye. Overskuddet hen imod efteråret har ikke lige været der.

Et af de personlige…

For lidt over 14 dage siden blev min mor indlagt. Hun sidder som nogle måske kan huske jeg har skrevet før i kørestol og er delvis lammet grundet en trafik ulykke for 2 år siden.

Hun spiser ikke nok, og taber sig derved. Derudover var hun syg i nogle dage i træk hvor hun slet intet spiste eller drak og blev derfor indlagt. Hun har fået sondemad på sygehuset og behandlet en blærebetændelse (hvilket hun ofte får grundet hun har kateter). I sidste uge ringede de fra sygehuset til min far og fortalte de havde haft problemer med at vække hende og måtte kraftig smertepåvirke hende for at kunne vække hende. De frygtede en blodprop og CT scannede hende, den viste dog ikke noget.

Vi har ikke fået meget at vide fra sygehuset, hun har lagt i de 14 dage mere eller mindre som en grønsag i sengen og intet kunnet. Hun har også desværre vrøvler en masse og digtet historie om ting som aldrig har fundet sted.

Sygehuset har så nu ændre sonden via næsen til en via maveskinnet og derefter valgt hun skal udskrives imorgen. De vil ikke undersøge og finde frem til om hun har en despression som hendes egen læge ellers mente de også kunne finde ud af på sygehuset.

Far har i dag været inde og hente hendes ting mv. og fået en masse sonde mad med hjem og en liste over endnu mere medicin han skal hente på apoteket til mor imorgen.

Det er dybt fustrerende at være pårørende til et sygt menneske. Vi får ingen info hverken om hvad de mener hun fejler. Hvad de tester for, eller hvad de finder frem til. De tog ikke en gang far med på råd omkring hjemsendelsen de ringede bare og gav besked om det.

Man er alene

Man får indtrykket af at et sygt menneske skal smides hjem hurtigst muligt fordi en ny skal bruge sengen. Og så sender man problemet videre til en anden. Nu skal far havde fat i min mors egen læge. Have ham til at finde frem til om hun har en depression som skal behandles eller hvad der er galt.

Man forlanger rigtig meget at de nærmeste pårørende, og man skal være stærk som pårørende. Jeg ved min fars største frygt er at han en dag finder min mor død i kørestolen eller i sengen. Vi kan alle se det er den vej det går, det er bare et spørgsmål om tid. En ting er det gør ondt at vide det om sin mor. Men det gør mindst lige så ondt at se hvad det gør ved min far. Mine forældre har været sammen i 39 år og jeg kan både se og mærke hvor ondt det gør på far at han har frygten for han finder hende død en dag.

Men han er nød til at være stærk, for han skal kæmpe. Kæmpe for at han og min mor får det hjælp de har krav på fra det offentlige. At der bliver gjort noget, for intet kommer af sig selv når man er syg som min mor.

Kampen om mit depositum

Jeg kæmper i øjeblikket også imod min tidligere udlejer. Jeg fraflyttede min tidligere lejlighed 1/7-15 og har stadig ikke modtaget en flytte opgørelse over mit depositum. Jeg mistede tålmodigheden tilbage i Maj og skrev til både ham og hans advokat. Min udlejer kom der ingen svar fra men advokaten svarede at det var brugt på husleje i fraflytnings perioden. Og det må han så ikke bruge mit depositum til. Til sidst indgav jeg sagen til huslejenævne som nu er begyndt på sagen. Men nu er historien så at depositummet er brugt på at udbedre lejemålet. Men der er vedlagt en regning på lige under 100.000 kr. men regningen er for en fuld renovation som ikke kan være mig der skal betale af.  Så det ender i noget langvarieret i noget, især fordi han nu påstår det er ham der har et krav imod mig, et krav han ikke har rejst. Så det kan jeg godt regne ud kommer til at tage tid. Men utroligt at 16 måneder efter jeg fraflyttede så er jeg stadig ikke fri af det lejemål og den udlejer. Man skulle jo ellers tro når man fraflyttede noget så var man løst fra det inden for nogle måneder men ak nej.

Job situation/uddannelse

Jeg har gået ledig i snart 2 år (2 bliver 2 år til februar) hvilket gør jeg ikke kan få flere dagpenge der. Og desværre er der ikke udsigt til job. Så jeg har måttet i gang med plan B og C. Jeg har været i forløb via jobcenteret hos Randers FC’s jobakademi, men har intet fået ud af det. Det meste var snak og varm luft jeg fik stort set intet ud af forløbet. Hverken praktik, hjælp til at sælge mig selv eller lign. Det eneste var jeg fik lavet lidt om på mit CV og ansøgningerne, hvilket i sig selv ikke var meget.

Så da min økonomi ikke kan eksistere på kontanthjælp måtte jeg så i gang med en ny plan. Jeg har ikke SU klip til endnu en videregående uddannelse så jeg måtte se om der var nogen ungdomsuddannelser der kunne bruges. Og heldigvis der er kommet en til som hedder digitalmedie. Den er i Aalborg og har start 16. Januar 2017. Jeg har ansøgt og ved jeg kan få en del merit. Jeg skal så “bare” finde en elevplads også hvilket jeg så håber kan lade sig gøre.

Den næste tid

Den næste tid kommer til at gå stille og roligt håber jeg. Der er for mit vedkommende ikke flere arrangementer i foreningen jeg skal deltage i resten af året. Det går stille og roligt i vores bondehus, med alle dyrene og med min søster.

Jeg skal i gang med at indkøbe julegaver til familien i glæde mig til julen og den dejlige juletid.

På kærlighedsfronten håber jeg også der kommer til at ske lidt, selvom der er lidt udfordringer når man bor på lande uden bus i weekenden og ikke har bil (og når man har hælesporre så man ikke kan gå 3 km. til/fra landevejen).

Men problemer er til for at blive løst og hvor der er vilje er der vej som man siger.

Imorgen står den på julebanko med resten af Kousted by i forsamlingshuset hvor vi skal have noget godt at spise og der skal hygges godt.

 

Jeg vil slutte af med at fortælle at jeg også i 2017 starter på at tage kørekort. Mine forældre har været så utrolig søde at forære både min søster og jeg et kørekort i gave. Vi har også fundet en køreskole, vi afventer bare at få bekræftet tilmeldingen så skulle vi gerne starte i februar 2017 begge 2. Og for det ikke skal være lyv så vil de også købe os en brugt bil så vi heller ikke skal tænke det på. Det bliver så dejligt at få kørekort og bil og dermed mere frihed og ikke altid at skulle be far om at køre os nogle steder.

Jeg glæder mig rigtig meget til 2017.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *